Efter OL i Paris: Sådan bruger Maiken Fruergaard sin elitesport som trainee hos Ensure

Maiken Fruergaard var en af de 131 danske OL-deltagere i Paris, og hun arbejder samtidig som trainee hos Ensure Pensionsmæglere. Hun spiller badminton i damedouble med makkeren Sara Thygesen og de opnåede bemærkelsesværdige resultater: tre sejre og en kvartfinaleplads, hvor de blev slået af et japansk par. Den danske presse roste deres præstationer med ord som ‘sensationssejr’ og ‘utrolige takter’.

”Journalisterne mentaltræner os”

“De sportslige præstationer er jo grundlaget for alt i vores eliteverden, men det mentale, og herunder kontakten til pressen, er en stor del af hele gamet”, forklarer Maiken. “I samme sekund vi vandt første gruppekamp, stod kanalerne klar og ville interviewe os, og sådan fortsatte det.”

“For hver turnering og sportslig aktivitet med presseindblanding, bliver vi lidt mere trænede i forhold til at tale med forskellige journalister. Det er klart, at OL har en global bevågenhed, og medierne har sat store budgetter af til at hente stof ind, og det kan man godt mærke som udøver.”

”Ingen medietræning, så vi øver os for åben skærm”

“Min doublemakker Sara Thygesen og jeg har som sådan ikke fået den store medietræning. Vi får lidt overordnede retningslinjer fra forbundet, men den medietræning og erfaring vi har i dag, kommer udelukkende fra de interviews, vi har været igennem”

“Til OL i Paris gav vi cirka halvtreds interviews i alt, og det var både med dansk og udenlandsk presse.  Der, hvor vi bliver udfordret, er at journalister er meget forskellige. Nogle er supporterende og humoristiske – mens andre er kontante og kritiske. Man kan godt sige at pressekontakten er en parallel disciplin i det at være elitesportsudøver – det er hård træning og oftest for åben skærm.”

Samtaler med kunderne gik fra ’svære’ til ’spændende’

“Kontakten med pressen har sjovt nok givet mig en kæmpe fordel i mit arbejde som trainee hos Ensure. Jeg ringer ofte ud til kunder, og i starten var det meget udfordrende for mig at tage disse uanmeldte opkald – jeg kender jo ikke personerne, jeg møder i den anden ende af røret.  Nu tager jeg det med ophøjet ro, og i dag synes jeg det er spændende med disse samtaler – det er blevet interessant at sætte mig selv lidt ud af min komfortzone”.

OL i Paris var Maiken og Sarahs andet OL og hverdagen er indtrådt igen. ”Træningen er begyndt igen, og vi spiller dansk liga indtil oktober, hvor vi har de første internationale kampe. Og så har jeg masser af opkald til Ensures kunder – jeg nyder hverdagen og mine opgaver”.

Kontakt os

Kontaktoplysninger

Ensure Pension
Tlf. +45 5195 5000

Ensure Forsikring
Sjælland: Tlf. +45 9290 9090
Jylland: Tlf. +45 7022 4464
Fyn: Tlf. +45 7022 4464